En oplevelse af de sjældne…

Tilbage i 2012 besøgte jeg Myanmar – også tidligere kaldet Burma. Navnet Burma bruges stadig af amerikanerne og deres nationalheltinde Aung San Suu Kyi, hvis bolig jeg var omkring for at se. Utroligt at se, de steder man ellers kun havde set i nyhederne, når der var demonstrationer.

Landet havde i mange år været boycottet af FN, så de eneste der næsten handlede med dem tidligere var kineserne, men nu gik det så stærkt med at få investorer, så vi faktisk mødte en gadesælger, der solgte udgaver af den nye lovgivning omkring etablering af virksomheder i samarbejde med udlandske investorer.

Denne kinesiske samhandel var ganske tydelig, når man så militær hjelme, køretøjer og maskiner.

Jeg var så heldig, at besøge landet ganske tidligt efter ophævelsen af boycotten, hvorfor meget var helt nyt både for de lokale og for os turister. Personligt var jeg så heldig, at vores daværende statsminister Helle Thorning Schmidt lige fløj derned en uge før mig og sikrede sig, at der var klar til jeg kom. Medens vi var der, kom den amerikanske præsiden Barrack Obama også forbi og sikrede jeg havde det godt. Og for at det ikke skal være løwn, spiste jeg ved nabobordet til den New Zealandske premierminister den sidste aften i Burma, så da han havde fortæret sit måltid, kunne jeg med ro i sindet også fortære maden.

Og når snakken kommer til maden, var det en stor oplevelse – når man altså lige ser bort fra den kraftige brug af chili 🙂

Turen startede i hovedstaden Yangon, hvorefter vi fløj op til Inle Lake hvor der boede rigtig mange mennesker i hytte samfund ude på søen. Senere kom vi til den gyldne trekant, som mest er kendt for sin opium dyrkning.

Burma-dyr-og-blomster

 

Ja, trækærrer var et ganske normalt syn dernede. Ligeså med stegte insekter på markedet (de kan godt spises)

 

 

Burma-mennesker

Næsten uanset hvor man kom, fik man store smil, når man spurgte dem om man godt måtte tage et billede. Kvinden med de sorte tænder, soder dem for ikke at ligne en hund. Kvinden med ringene, er – heldigvis – en af få tilbage, som fulgte en gammel tradition, som er ophørt for flere år siden, men man kan ikke bare fjerne dem igen. Kvinden med sort tørklæde er ude fra den gyldne trekant, i dag ryger de blot tobak, men for ikke så længe siden var der opium i piberne. (og efter sigende ryges det også derude, når der ikke er nogen turister eller officielle gæster)

Burma-landet

Noget af det der huskes bedst, er den venlighed og smilende gestus – ja jeg blev også inviteret til morgenmad sammen med nogle lokale på banegården i Yangon, da jeg tog lidt billeder på stationen – der ALTID var. I de langbåde vi sejlede i, var vi turister kun omkring seks i hver båd, som det ses her, er de lokale 20-30 personer 🙂

Ja, munke kan også køre på knallert. Blot ikke i hovedstaden, for her havde en af præsidentens spåkoner – han havde tre – spået, at han ville blive slået ihjel af en attentatmand på motorcykel, hvorefter der blev udstedt et dekret, der forbød knallerter og motorcykler i hovedstaden. Enhver der har besøgt asiens større byer, priser sig lykkelig for et sådan dekret, for så var der ikke så megen trafikos, som fx. i Bangkok (Thailand) eller Phnom Penh (Cambodia). Templet i midten, skulle efter sigende værre det største tempel for buddismen.

En anden ting, jeg oplevede var også kvindelige munke, nej ikke nonner, men munke. Dette havde jeg ikke set andre steder og de var bl.a. kendetegnet ved, at de bar lyserøde klær. En af de større forskelligheder – set fra mit synspunkt – er, at de mandlige ikke selv må tilberede mad, hvorfor de bl.a. får kogt ris, men de kvindelige munke må gerne selv tilberede det mad de modtager, dvs. de kan modtage rå ris og så selv koge dem, når vil spise dem.